Første generation
(1910 – 1944)

Første gang de ædle metaller glimtede i vinduerne hos C. Antonsen var i 1910, da den unge guld- og sølvsmed, Carl Antonsen, grundlagde forretningen på Store Gråbrødrestræde. Allerede dengang var Odense en by med lange traditioner for godt guldsmedehåndværk. Knap fire år senere flyttede C. Antonsen til en større butik og eget værksted på byens hovedstrøg på Vestergade, hvor forretningen ligger den dag i dag.

Anden generation
(1944 – 1998)

I 1944 gik Carl Johan Antonsen, der havde uddannet sig i København og fået sølvmedalje for sin svendeprøve, ind i sin fars virksomhed. Carl Johan Antonsens prisbelønnede og internationalt anerkendte evner som formgiver, betød, at guldsmedjen blev kendt og eftertragtet for sit korpussølv. Sønnen blev medindehaver i 1948 og under hans virke blev C. Antonsen stadig mere kendt for unika fra eget værksted.

Tredje generation
(1971- 2016)

Med tredje generation, Claus Antonsen, fulgte passionen for ædelstene og diamanter. Han uddannede sig til juveler og blev siden også diplom gemmolog og eksamineret diamantgraderer. Ligesom sin far modtog Claus Antonsen også fagets højeste udmærkelse med en sølvmedalje ved svendeprøven. Efter overstået læretid i København, London og München vendte han hjem til familievirksomheden i Odense i 1971.

Generationsskifte
(2012 -)

Et nyt kapitel skriver sig ind i historien i 2012, hvor Claus Antonsen påbegyndte et generationsskifte med Else-Marie Schjerning i spidsen. I dag er hun den stolte indehaver af C. Antonsen. Else-Marie Schjerning er uddannet diplom gemmolog og eksamineret diamantgraderer i Tyskland. Hendes passion for det ædle håndværk startede, da hun som 19-årig blev butikselev i forretningen.

Jubilæumstidsskrift
(1910 – 2010)

Læs mere om C. Antonsens historie i vores Jubilæumsskrift 1910-2010 (pdf). På opfordring af Claus Antonsen har Stadsarkivar Jørgen Thomsen fra Odense Stadsarkiv formet ordene om 100 års guldsmederi.

Læs PDF